Historie      
  Dette afsnit baserer sig i al væsentlighed på, samt er en delvis afskrift af en artikel forfattet af tidligere sognepræst i Naur-Sir sogn, nuværende biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, til hvem bestyrelsen for selskabet ”Sir Lyngbjerg Plantage” herved retter en stor tak.  
 

 

I skoven er der afmærket en vandrerute, hvor man på 14 informationstavler fortæller om skovens historie og geologi.

 
 

Skyttekredsen.

     

Bakkerne, som i dag kaldes ”Sir Lyngbjerg”, er en del af et geografiske område, som tidligere hed ”Krunderup Bakker”. De var dengang lyngklædte og blev antageligt benyttet til græsning for kreaturer og får. Men bakkerne blev også brugt som øvelsesplads for egnens karle i den nystartede Naur-Sir Skyttekreds.

Skytteforeningen blev "med anbefaling af de to gode Sir-boere, Gravers Godrim og Mads Bertelsen Bjerre, der havde stiftet bekendtskab med sagen andetsteds", oprettet i 1867.

Naur-Sir Skytteforening 50 år i 1917

     
 

Manden bag dette initiativ og foreningens første formand var en ung sønderjysk lærer ved navn Hans Jørgen Hansen, der fire år før som 20-årig var blevet ansat som degn ved Sir Skole. 

Senere blev han kendt under navnet Lærer Hansen-Sir, der - ud over at virke som lærer på Sir Skole i 50 år - var en ildsjæl og igangsætter.

 
 

 

Som sønderjyde lå landets fremtid ham stærkt på sinde set på baggrund af tabet af Sønderjylland efter nederlaget til Prøjsen i 1864. Tiden var præget af liberale strømninger og nationalfølelse, og det var derfor nærliggende for lærer Hansen-Sir, som hurtigt blev kendt som en ”folkeforfører”, at knytte det folkelige arbejde til en skytteforening, ”der opøvede de unge i våbenbrug, for at en katastrofe som den i 1864 ikke igen skulle indtræffe”.     

 

"Det var i Begyndelsen særlig Lærer Hansens Elever fra hans udmærkede Aftenskole, der deltog. Senere kom flere til, og det blev snart en stor Kreds, hvor den bekendte Henrik Smed overtog Ledelsen ved Øvelserne"

 

Efter skydeøvelserne var der ofte foredrag, enten ved fremmede foredragsholdere eller ved formanden selv. Lærer Hansen var meget idérig og foretagsom, og en udvikling var sat i gang.

Man begyndte at holde foredragsmøder og folkelige fester i bakkerne med såvel kirkelige som folkelige talere.

 
 

Mindestenen for Kong Frederik VII.

     
  Mindestenen for Kong Frederik VII.      
 

Ved et af disse årlige møder i 1877 foreslog en af talerne at rejse en mindestøtte for grundlovens giver, Kong Frederik VII, og som sagt så gjort. Der blev nedsat en komité til at indsamle frivillige bidrag og et foreløbigt højdepunkt blev således nået i 1878, hvor man kunne rejse mindestenen.

 

Skyttekredsen med Hansen-Sir som drivkraft stod bag dette initiativ. ”Man havde dermed den Tanke, foruden at værne om og hellige den hensovende Konges Minde, tillige end mere at gjøre Stedet til et Midtpunkt for Egnens Beboeres sammenkomster navnlig om Sommeren”, som Hansen-Sir fortæller i en gammel protokol.

 

Afsløringsfesten fandt sted grundlovsdag den 5. juni med folketingsmand Niels-Jokum Termansen som festtaler under overværelse af en 3000-tallig tilhørerskare. Mindestøtten, som var en høj stensøjle med en bronzebyste øverst, "blev placeret på et Bakkedrag nøje i Skellet mellem de to Sogne Naur og Sir".

 

   

   

Foto: Richard Nielsen  

Tilplantning af bakkerne.

I forbindelse med afsløringen af mindestenen for Kong Frederik VII blev den tanke fremsat, at de lyngklædte bakker skulle tilplantes. Det var jo i de år, hvor man nyttiggjorde store hedearealer i Midt- og Vestjylland ved opdyrkning og tilplantning. I spidsen for denne kampagne stod personer som Enrico Mylius Dalgas, der bl.a. blev kendt under mottoet: ”Hvad udad tabes skal indad vindes”.

 

Tanken om at tilplante bakkerne vandt straks tilslutning, og - som der stod at læse i Holstebro Dagblad - "paa Forslag af daværende By- og Herredsfoged Bekker i Holstebro, blev der paa Stedet iværksat en indsamling. Hvor meget der indkom ved denne Indsamling, foreligger der ikke Regnskab for, men man blev enige om at nedsætte et Udvalg til at fremme Sagen".

 

Der blev derfor nedsat en ny komité, der skulle forestå køb af arealerne og forberede dannelsen af et aktieselskab, og den 10. juni 1879 blev Aktieselskabet Krunderup Plantage stiftet "paa 50 Aktier paa 50 Kroner pr. Aktie; man indførte i Lovene: Hvad der indkommer ved Møder og Fester, skal anvendes til Forskønnelse paa Bakkerne".

 

Der blev nedsat en foreløbig bestyrelse blandt initiativtagerne, som bestod af omkring 30 driftige og fremsynede mænd med grundtvigiansk baggrund og med lærer Hansen-Sir i spidsen. De gik sammen om at beplante det sted, hvor skytteforeningen med stor ihærdighed havde holdt sine øvelser og nationale taler.

 

En af bestyrelsens første handlinger var at tage kontakt til Hedeselskabet, der var blevet stiftet i 1866, for at søge vejledning og støtte ved tilplantningen af bakkerne.

 

Først i 1882 ved en ny generalforsamling blev de endelige vedtægter godkendt og formålet med aktieselskabet blev bestemt således: ”Selskabets Formål er at tilplante en del af Krunderup Bakker efter en plan, som under det Danske Hedeselskabs Vejledning og Tilsyn tager hensyn til Plantagens Afbenyttelse som Lystanlæg og Festplads.”

 

Denne tilplantning skulle efter vedtægterne ”om muligt være fuldført inden Udgangen af 1889”.

De første træer, der blev plantet, var nåletræer, men også løvtræer kom til at præge skoven. I forhandlingsprotokollen fra generalforsamlingen hos gæstgiver Lørup i Holstebro den 15. december 1900 står der således, at ”det overdrages Bestyrelsen at plante Bøg omkring Frederik den Syvendes Mindestøtte i Vinteren 1901”.  

 

I vedtægterne står der også noget om, hvad indtægterne ved skovdriften skal bruges til: "Efter at Plantagen er saa udviklet, at der mulig ved Afdrivning kan fremkomme en Indtægt, da skal denne stedse, naar dette er fornødent, anvendes til Anlægets fortsatte fornuftsmæssige Behandling, og kun, naar der herefter bliver et muligt Overskud, maa dette fordeles som Aktieudbytte".

 

Da aktieselskabet ”Krunderup Plantage” gennem årene i folkemunde kom til at hedde: ”Sir Lyngbjerg Plantage”, blev dette i 1904 det officielle navn for selskabet.

Mindestenen for Caroline Amalie.

Mindestenen for Caroline Amalie.

I 1881 blev den anden mindesten afsløret. Den blev rejst for den netop afdøde enkedronning Caroline Amalie af Sir-boerne som et synligt udtryk for deres taknemmelighed.   

 

Caroline Amalie (enke i 1848 efter Kong Christian VIII,) var en stærk og initiativrig personlighed, som bl.a. oprettede asyler for fattige børn, og det var hende, der i året 1841 skænkede midler til opførelse af Sir Skole.

 

"Foruden det omtalte Tilskud gav Enkedronningen 8 Tdr. Byg aarlig efter Kapitelstakst som Tilskud til Lærerlønnen, saalænge hun levede".

 

Før den tid "gik Degnen fra Naur blot 2 Dage om Ugen til Sir for at holde Skole".

 

 

Foto: Richard Nielsen

Senere i 1863 lod hun skolelærer Hans Jørgen Hansen kalde til embedet som skolens degn. Dronningen havde fået denne kaldsret til degneembedet for livstid som gengæld for den økonomiske støtte til Sir-boerne.

 

Ved afsløringsfesten den 28. juli 1881, hvor forsamlingen anført af et musikkorps gik i procession til mindestenen, talte professor Schrøder, Håsum om enkedronningen og nævnte bl.a. hendes nære forbindelse til Grundtvig, og at hun som ivrigt medlem af Vartovs menighed der havde fundet inspiration til sin indsats for folkeliv og kristendom. 

Samlingssted for folkemøder.

De skovklædte bakker var velegnede rammer for folkemøder, og selv om træerne endnu var lave, svang talerne sig op i højderne. Ledende skikkelser fra hele egnen stod som indbydere til disse møder, hvor frihedsbevægelse og folkelig oplysning var centrale emner.

 

Til trods for at bondestanden blev styrket økonomisk gennem andelsbevægelsen og åndeligt gennem højskolerne, var der nok at kæmpe for. Fra 1872 til 1901 havde Venstre flertal i Folketinget, mens det konservative Højre havde flertal i Landstinget. Denne konfliktsituation var helt åbenlys under Scavenius Estrups regeringsperiode. Han lå i evig krig med Folketinget, som i lange perioder nægtede at godkende hans finanslov. Som modtræk hertil udstedte Estrup i stedet for provisoriske (midlertidige) finanslove. 

 

Estrup-regeringen forsøgte også at knægte ytringsfriheden, da man i 1885 udstedte et cirkulære, som pålagde politiet at overvære alle offentlige møder. Den grundlovssikrede frihed og kravet om parlamentarisme havde således trange kår.

En annonce for grundlovsmødet i 1882 - underskrevet af en række af egnens bedste mænd - afspejler tydeligt denne frihedstrang: ”Undertegnede tillader sig hermed at indbyde til et Folkemøde ved Frederik den syvendes Mindestøtte paa Kunderup Bjerge Grundlovsdagen den 5. juni, Eftermiddag kl. 3, for at Venner af den folkelige Sag kunne oplives og styrkes til at bære de Kaar frem, som vor fri Forfatning hjemler det danske Folk”      

 

Folkemøderne samlede i disse år tusindtallige deltagerskarer, der lyttede til tre – somme tider fire – folkelige foredrag på en eftermiddag. Ud over disse stormøder, forsøgte man sig også i slutningen af 1800-tallet med månedlige småmøder. Aktieselskabets bestyrelse, skytteforeningen – der efterhånden havde udviklet sig til en gymnastik- og idrætsforening – samt med tiden også afholdsbevægelsen stod som arrangører.

 

Aktieselskabet sørgede for, at de ydre rammer var i orden. Man opsatte bænke, rensede og opmalede mindesten, rejste flagstænger og byggede pavilloner.

 

På et tidspunkt indgik man en aftale med Holstebro-kredsens venstrevælgerforeninger om at holde fælles grundlovsmøder. Aftalen fik dog kun betydning for et enkelt år, men det gav næring til, at der i 1909 blev nedsat et fast udvalg til at tage sig af folkefesterne på Sir Lyngbjerg. Udvalget fik ti medlemmer - fem valgt af aktieselskabet og fem selvsupplerende, hvor det i formålserklæringen hedder: ”Der søges afholdt mindst eet større – kirkeligt eller folkeligt – Møde på Sir Lyngbjerg hver sommer. Det kirkelige møde holdes St. Hansdag.”

Det blev dog hurtigt et fast mønster for mødernes indhold, at der grundlovsdag holdtes et folkeligt møde og st. Hansdag det kirkelige møde.  

Mindestenen for Stavnsbåndets opløsning.

Mindestenen for Stavnsbåndets opløsning.

Der var også protester i luften under folkemøderne. Det så man bl.a. i 1888, da man fejrede 100-året for stavnsbåndets opløsning, og i den anledning rejstes en 5 alen høj obelisk af bornholmsk granit.

 

Over 3000 deltagere var samlet til afsløringen, hvor Holstebro Dagblad med en vis undren kunne konstatere, ”at ikke så få højremænd var til stede”. Det var åbenbart ikke dem, man havde ventet at se, for venstrefolkene og højrefolkene kæmpede med indædt fanatisme mod hinanden og samtidig med denne afsløring, blev der rejst en obelisk næsten magen til i Viums Anlæg ved Nørreport i Holstebro på initiativ af højrefolkene.   

 

 

                                                                                              

Foto: Richard Nielsen

Talerne priste alle den frihed, som stavnsbåndets opløsning havde betydet, men - tilføjede de med forskellige ord og styrke - ”endnu var en Frihed tilbage at vinde”. Blandt talerne var den senere forstander for Askov Højskole, Holger Begtrup samt valgmeningspræst Morten Larsen, Holstebro, der jævnligt var at finde blandt foredragsholderne i Krunderup Bakker.

 

Efter den sidste tale "blev endnu en i Dagens Anledning skrevet Sang sungen, og Forsamlingen gik nu i Procession forbi den rejste Sten og over Bakkerne til Frederik den 7. og Enkedronningens Mindestene.”

 

Og artiklen i Holstebro Dagblad fortsatte: ”Det var et smukt Syn at se denne store Skare, der strakte sig over mindst ½ Fjerdingvej, bugte sig gennem Dale og over Marker.  

 

I bakkerne var der rejst et kæmpestort spisetelt og efter en højtidelig procession, samledes man der for ”sammen at spise, synge og lytte til taler.” 

Beværtning.

Til mange af arrangementerne var taler, sang, dans og beværtning en fast del af programmet. Der kunne købes øl, men stadig kun det tynde lyse øl. Ikke noget med kaffepuncher og mørk bajersk øl.

Med til møderne hørte naturligvis også den fælles kaffe tilsat godt med fløde, og det var ikke småting, der blev drukket. I 1914 var udgifterne til fløde dobbelt så store, som det beløb, der skulle betales for ”de tre koner, der stod for opvartning og opvask”. 

  

Til dansen havde man anskaffet et trægulv, som så ud til at være meget populært, selv om det i 1897 kostede 50 øre for en herre at danse, medens damerne kunne slippe med at betale 35 øre. Dansegulvet kunne også bruges til andet. Skytteforeningen lejede ”fjæl og bjælker til gymnastiske øvelser i vinteren 1899-1900 formedelst 10 kr."   

 

I de første mange år gav festerne altid overskud, så der var midler til at vedligeholde festpladsen og fortsat at tilplante skoven. Når talen er om udgifter, var det i øvrigt lidt af et kuriosum, at der altid blev knust mest porcelæn ved de kirkelige møder.

 

Bestemmelse om, at der kun måtte drikkes lyst øl til arrangementerne, var årsagen til den nok eneste skandale i Sir Lyngbjergs historie. I 1916 havde ivrige afholdsfolk observeret, at nogle folk sad og drak mørkt øl ved et af møderne inden talerne. Historien havnede i avisen, og postyret fik festudvalget til at igangsætte en undersøgelse. Den afslørede, at det var kusken, som skulle køre det lyse øl til bakkerne, der havde taget ”en kasse mørke med, som han havde afsat undervejs.”    

Festudvalget hasteindkaldte afholdsbevægelsen til et møde, ”og opfordrende den til – om den skønnede det nødvendigt – at anmelde sagen til politiet.”

 

På et af årets møder blev antallet af talere reduceret fra fire til tre, fordi mødet var ved at drukne i regn. Dette resulterede i, at man fik rejst en regulær ”mødesal” i bakkerne, som stod i næsten 40 år fra 1915 til 1954.

 

I 1918 måtte man med stor beklagelse opgive den fælles kaffe til møderne, fordi det på grund af brandfaren ikke var muligt ”at etablere et ildsted, hvor kaffen kunne holdes varm”, På det tidspunkt var der i øvrigt også problemer med sukkeret på grund af rationeringen.

Mindestenen for lærer Hansen-Sir.

Mindestenen for lærer Hansen-Sir.

I 1922 døde den navnkundige lærer Hansen-Sir.

 

Han havde som sønderjyde haft den glæde at kunne deltage i afstemningen i 1920 og se Sønderjylland blive genforenet med Danmark.

 

I taknemmelighed over Hansen-Sirs store indsats og betydning for egnen, blev der rejst et mindesmærke, som blev afsløret den 28. september 1923 ved en mindesammenkomst.

Fhv. mølleejer Niels Bendtsen, Naur, der i mange år havde siddet i aktieselskabets bestyrelse og været Hansen-Sirs nære medarbejder, nævnte i starten af sin afsløringstale, at Hansen-Sir havde taget lærereksamen fra Blaagaards Seminarium på med første karakter.

 

Da embedet ved Sir Skole samtidig med i 1863 var blevet ledigt, henvendte Enkedronning Caroline Amalie, som havde forbeholdt sig kaldsretten til embedet, sig til seminarets forstander Tang, "om han ikke kunne give Anvisning paa og anbefale en dygtig Seminarist, der kunne ansættes ved Sir Skole....Embedet var på dette Tidspunkt ansat til 333 RDL. Det var ikke nogen særdeles god Stilling i økonomisk Henseende, men han var frejdig og glad, optaget af Tanken om at faa Evnerne taget i brug", som det stod refereret i Holstebro Dagblad.                              

                                                                                       

Foto: Richard Nielsen

"Hansen-Sirs skole blev snart anerkendt som noget  enestående, og det kan siges, at den samme Aand og Tone fortsatte igennem de 50 år, Hansen virkede som Børnelærer i Sir, med undtagelse af de 9 Aar, han var folketingsmand".

 

Niels Bendtsen sagde endvidere i sin afsløringstale: ”…alt hvad han udrettede, gjorde han blot af Kærlighed til Gerningen og for at oplyse og gavne andre … Hans Opgave var altid med Henblik paa at gavne sit Land og sit Folk og den kreds, som han boede iblandt”.

 

Andre talere fremhævede Hansen-Sirs store begejstring, når han talte om den folkelige sag, hans ridderlighed, der kunne grænse til stejlhed, og hans flid og snilde, ligesom hans virke blev sammenlignet med Steen Steensen Blichers, der jo etablere de store folkemøder på Himmelbjerget.

Mindestenen for 50-årsjubilæum.

 

Mindestenen for 50-årsjubilæum.

Sir Lyngbjerg fejrede i 1929 sit 50-årsjubilæum ved afsløring af en mindesten. Omkring 1000 mennesker var samlet, og højdepunktet var optoget med de mange mennesker, ”der i procession og med musik i spidsen vandrede af sted til afsløringen”.

 

Mødeudvalget havde åbenbart problemer med at få talerne til at møde op, for - som det stod refereret i Holstebro Dagblad - da formanden bød den store forsamling velkommen, "vilde han rette et særligt Velkommen til Konsejlspræsident J. C. Christensen, der var den eneste af de først averterede Talere, der havde kunnet holde sit Løfte om at komme til Stede".

 

"Efter Afsyngelsen af "Udrundne er de gamle Dage" holdt Revisor Niels Bendtsen, Holstebro en tale". Han talte bl.a. om nationalitetsfølelsen og folkeviljen efter” den ulykkelige krig i 1864” og sagde i forbindelse  hermed:” En af disse mange Opgaver og Spørgsmaal, som

melder sig til Løsning var Skyttesagen - et udslag af Nationalitetsfølelse: Man vilde forsvare sit folk og Land. Det er i første Række Skytteforeningen, som har givet Anledning til, at disse Bakker er blevet beplantet”.

 

Taleren sluttede af med et ønske om, at ”kommende Slægter fremdeles ville værne, pleje og udvikle det, som i de forløbne 50 aar var øvet i kulturel henseende”.

 

Efter endnu en sang - i øvrigt skrevet af lære Hansen-Sir - var det J. C. Christensens tur. Han "talte klart og kraftigt og med en Stemme, der sikkert kunde høres af hver eneste i den store Forsamling. - Jeg vil tale om vort Flag, om Dannebrog ...Vort Flag er over 700 Aar gammelt og var oprindeligt et Missionsflag. Valdemar Sejr drog til Estland for at kristne Landet, til", som han sagde, "Jomfru Marias Ære og sin egen Sjæls Salighed".

Mindestenen for genforeningen.

Foto: Richard Nielsen

Mindestenen for genforeningen.

Dette ønske om "at værne om stedet i kulturel henseende" fulgte man op året efter i 1930 ved at afholde en genforeningsfest og rejse endnu en mindesten.

Stenen, som var en natursten hentet fra Asp, vejede ca. 5.000 kg. Den blev kørt på en blokvogn "forspændt med 6 af Omegnens stærkeste Heste", som man kunne læse i Holstebro Dagblad.

 

Alt gik godt indtil man kom til Sir Lyngbjergs stejle og sandede bakker, hvor hestene måtte opgive at trække stenen op til bakketoppen.

 

Det lod man sig ikke slå ud af, så i stedet for  samlede man en skare på ca. 150 ”unge og gamle

fra Sir Sogn", som var parate til at tage fat i de tykke tove.

Det var dog ikke alle, der troede på projektet, men langsomt og sikkert begyndte stenen at flytte sig.

 

I løbet af forbavsende kort tid nåede man toppen, og efter at stenen var trukket på plads, ”opløftedes der et dundrende Hurraraab, som i den stille Sommeraften kunde høres viden omkring”.
Man var nu klar til at afsløre stenen ved en fest arrangeret af Sir Ungdomsforening.

Genforeningsfesten fandt sted nogle dage efter med Kaj Munk som en af talerne. Han talte bl.a. om det danske modersmål og fremhævede dets nærhed til den danske natur. Endvidere nævnte han noget om dialekter: ”Dialekter skal vi ikke skamme os over, hver er god for sig og skal ikke lægges til Side for noget andet; Det er kun Dumhed og Skidtvigtighed, naar der laves om paa det naturlige Maal”.
      
Også gymnastikopvisning og folkedans var en del af det vellykkede arrangement
.

 

Folkemødernes nedgangstid.

I 1930-erne begyndte tilslutningen til folkemøderne at svigte med deraf følgende underskud for arrangørerne, og der opstod uenighed om, hvem der skulle dække det økonomiske tab. Mødeudvalget henviste til en bestemmelse om, at aktieselskabet skulle dække et evt. underskud, men dette havde selskabet angiveligt ingen erindring om. Resultatet blev, at man enedes om i 1936 at opløse mødeudvalget ”under de foreliggende omstændigheder” og i stedet fortsætte med aktieselskabets bestyrelse om arrangør.

 

Forpligtigelsen blev nedfældet i en bestemmelse med flg. ordlyd: ”Bestyrelsen for Aktieselskabet Sir lyngbjergs Plantage har …Forpligtigelse til og Ansvar for, at der paa Sir Lyngbjerg holdes Møder af folkelig og kirkelig Art saa vidt muligt i grundtvigs Aand.”

 

Møderne fortsatte i det store og hele efter samme mønster som hidtil.

Mindestenen for Mads B. Bjerre.

Mindestenen for Mads B. Bjerre.

I 1938 blev der på foranledning af Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening R.A.V. rejst en mindesten i bakkerne for Mads Bertelsen Bjerre.

 

Mads Bjerre var en meget driftig og foretagsom landmand, som bl.a. ydede en banebrydende indsats for at afprøve og udbrede kendskabet til brugen af bælgplanters kvælstofbindende evne. Han modtog således Landhusholdningsselskabets største sølvbæger, med inskriptionen: "For fortjenstfuld Virksomhed til Landbrugsgavn".

 

Han var også initiativtager inden for landbrugsforeningerne. Tiderne var dårlige for landbruget og venstrebønderne følte sig presset af bykøbmændene, som havde tilsluttet sig Højre.

Foto: Richard Nielsen

Mads Bjerre stod således i 1885 bag oprettelsen af Ringkøbing Amts Indkøbsforening, hvis formål var "at skaffe medlemmerne rene og sunde foderstoffer", og han stod også i spidsen, da Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening (RAV) blev stiftet. Han var i en lang periode formand for disse to indkøbsforeninger.

 

Foreningerne mødte stor modstand blandt egnens købmænd, som med alle midler forsøgte at stoppe foretagendet, men bønderne lod sig ikke skræmme. 

 

Ved siden af sit engagement i oprettelse af andelsvirksomheder på egnen i 1880-erne nåede Mads Bjerre også at være med omkring dannelsen af en valgmenighed i Holstebro.

I mange år var han med i bestyrelsen - heraf som formand i 5 år.

 

Endelig var han også en af hovedkræfterne i Holstebro-Struer Omegns Kreatureksportforening, og sammen med Hansen-Sir var han banebrydende i arbejdet for tilplantningen af Sir Lyngbjerg.

 

I 35 år sad han således i plantagens bestyrelse, og som 80-årig blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.

 

Mange af de folk, som boede omkring Sir Lyngbjerg, stammede fra gården "Store Bjerre" og tilhørte således Bjerreslægten.

Bjerre-folkene var også rigt repræsenteret i plantagens bestyrelse gennem tiderne.

 

Mads Bjerre var hovedkraften bag samlingen af denne slægt, og en del af Bjerrestævnerne forgik på Sir Lyngbjerg. Det første møde kan således føres tilbage til 1904.

Billede fra et Bjerrestævne på Sir Lyngbjerg i 1919.

 

 

Besættelsestiden.

Tiden under den tyske besættelse (1940 – 1945) betød en opblomstring for møderne. Det folkelige fællesskab manifesterede sig på ny - når det ellers kunne få lov til det. Grundlovsmødet i 1940 blev således forbudt af besættelsesmagten.

 

I denne mørke periode blev der skrevet en sang til Sir Lyngbjergs pris. Den lånte måske nok sprogligt lidt rigeligt fra fædrelandssangene, men udtrykte klart den placering, som Sir Lyngbjerg havde i egnens liv. Sangen er skrevet af Viggo Bjerre til Sir Lyngbjergs Idrætsforening i februar 1941, og det sidste vers sluttede således:

 

”Men naar føje tid herfra de drager,

og Krig og Ufred er forbi,

en Kæmpemindesten fra Danmarks Ager

højt paa din Bankes Top da rejser vi

SIR LYNGBJERG.”

 

Men en befrielsessten blev aldrig rejst. Måske var tiden ikke mere til den slags monumentale nationale manifestationer, eller også gav besættelsestiden ikke i tilstrækkelig grad anledning til en politisk og folkelig selvbesindelse og fornyelse, som mange havde ventet og håbet. I hvert fald er det karakteristik for den stagnation, der kom til at præge efterkrigstidens møder på Sir Lyngbjerg.

Man fortsatte en tid endnu og forsøgte at etablere et samarbejde med Holstebro Frimenighed og med Højskoleforeningen, men uden at dette førte til fornyet fremgang. Med nogle få undtagelser i 50érne var mødernes tid forbi, bortset fra et årligt tilbagevendende søndagsskolestævne

Mindestenen for 100-årsjubilæum.

Mindestenen for 100-årsjubilæum.

Den sidste mindesten blev afsløret i forbindelse med Sir Lyngbjergs 100-årsjubilæum i 1979. Ved festen, der blev holdt i denne anledning, blev der sunget og danset folkedans og amatører fra Naur-Sir opførte friluftsspillet” Tatertøsen”. Forholdene var så ideelle, at grundlaget blev skabt for friluftsspil i bakkerne i de kommende år.

 

Mindestenen, som er placeret ved foden af bakkerne, blev afsløret af den 95-årige Niels Bjerre, der i en menneskealder boede nabo til Sir Lyngbjerg og omtrent lige så længe havde sæde i bestyrelsen. Han blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem.

 

Hovedtaleren ved afsløringen var daværende sognepræst i Naur-Sir (1975 – 1992) og nuværende biskop i Haderslev stift, Niels Henrik Arendt, som bl.a. sagde:

 

Foto: Richard Nielsen  
”Historien er et forråd, som du kan tage af og styrkes på; Et forråd, som vokser og vokser, uanset hvor meget du tager deraf. Det eneste, du ikke kan, er at lave historien om.”

125-årsjubilæum.

I 2004 var der igen en anledning til at samles til fest på Sir Lyngbjerg. Knap 200 voksne og børn havde fundet vej til bøgeskoven og taget plads på medbragte vattæpper og campingstole.

Efter formandens velkomst tog sognepræsten for Naur-Sir, Henrik Grundbrand Kjær ordet. I sin festtale nævnte han bl.a. den historiske baggrund for plantagens tilblivelse og de mange mindestene, som var rest i tidens løb.

"Her står vi så 125 år efter i god læ af bøgetræernes smukke løv og nyder de gamles forudseenhed - en stor tak til dem skal der lyde".

 

Efter festtalen var der musikalsk underholdning af en af de lokale sangtalenter, musiklærer på Struer Musikskole og kendt fra sin medvirken ved flere store musicals, Mette Jakobsen.  

 

Arrangementet sluttede af med en friluftsgudstjeneste, hvor man i dagens anledning kunne glæde sig over at gense og høre sognets tidligere præst, Niels Henrik Arendt, som for 25 år siden var hovedtaler ved 100-årsjubilæumsfesten. 

 

Sir Lyngbjerg i dag.

De store folkemøders tid er nok forbi, men der er stadig liv i bakkerne. Bestyrelsen for Sir Lyngbjerg Plantage har med økonomisk tilskud fra fonde anlagt en flisebelagt scene med planer om en overdækning, så der fremover er skabt optimale forhold for friluftsarrangementer.    

friluftsgudstjenester

Traditionen med afholdelse af kirkelige møder i det fri blev genskabt i 2005, idet en gruppe præster i Holstebro Provsti tog initiativ til afholdelse af en fælles friluftsgudstjeneste den 5. maj på 60-årsdagen for Danmarks befrielse og i øvrigt Kristi Himmelfartsdag.

 

Omkring 500 mennesker trodsede det kølige majvejr og deltog i gudstjenesten, hvor de fleste af præsterne var i præstekjole.

 

 

Privatfoto fra gudstjenesten i 2006

I 2006 placerede man igen provstiets fælles gudstjeneste i Sir Lyngbjerg. Denne gang

var det 2. pinsedag, som ikke alene var varmere end året før, men det var også den 5. juni - Grundlovsdagen, så det folkelige element igen kom til at udgøre en del af arrangementet.             

Teaterforestillinger

 

Også lokale amatørskuespillere har benyttet skoven som kulisse til deres forestillinger.

I 1938, da man endnu engang mindedes stavnsbåndets ophævelse, opførtes således et Stavnsbåndsspil med titlen "På hovmarken" skrevet af daværende lærer i Sir, H. C. Pedersen.

 

Igen i 1979 i forbindelse med Sir Lyngbjergs 100-årsjubilæum var der optræden på naturscenen. Amatørskuespillere fra Naur-Sir opførte denne gang friluftsspillet ”Tatertøsen”.

Foto fra Holstebro Dagblad fra stavnsbåndsfesten i 1988

I 1988 blev var der samlet 400 tilhører til 200-årsfesten  for stavnsbåndets ophævelse, og ved denne lejlighed genopførte amatører fra Holstebro-egnens Gymnastik- og Ungdomsforeninger stavnsbåndsspillet "På hovmarken", således som den blev spillet 50 år tidligere.

Friluftsspillet blev dagene efter endvidere opført på Tvis Friluftsscene, Borbjerg Kirkebakke og på Hjerl Hede.

Ved festugen i Naur-Sir i juni 2004 - året, hvor Sir Lyngbjerg fejrede sit 125-årsjubilæum og Naur-Sir Skole sit 40-årsjubilæum - var de lokale amatørskuespillere atter på scenen. Denne gang opførte de stykket "Svend, Knud og Valdemar", farcen om de tre danske konger, der delte Danmark imellem sig i slutningen af 1150-erne.
Kilder:

Artikel fra Hardsyssels Årbog 1980 af daværende sognepræst i Naur-Sir, Niels Henrik Arendt   

Forhandlingsprotokollen for Sir Lyngbjerg Plantage

Avisartikler gengivet med tilladelse af Dagbladet Holstebro-Struer

Den elektroniske udgave af bogen: "En vestjysk bondeslægt. Bjerreslægtens krønike"

 

Siden er sidst opdateret 05.10.2007